Tenor
Født i Rønne, 1969. Bor i København, men har stadig sin gård på Bornholm, hvor han er født og opvokset. Debut på Det Kongelige Teater i 1996 som Lehrbube i Mestersangerne.
Fra 1989-94 studerede Niels Jørgen Riis agronomi på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole i København. Men en stor musikinteresse og en mangeårig fascination af den menneskelige stemme førte til, at han i 1994 søgte ind på Operaakademiet og blev optaget. Niels Jørgen Riis blev fastansat i solistensemblet på Det Kongelige Teater i 1998.
På Det Kongelige Teater har Niels Jørgen Riis sunget partier som Gabriele i Simon Boccanegra, Edgardo i Lucia di Lammermoor, Lenskij i Eugen Onegin, titelrollen i Idomeneo, Ismaele i Nabucco, Romeo i Romeo og Julie, Sømanden i Tristan og Isolde, Styrmanen i Den flyvende hollænder, Fenton i Falstaff, Alfredo i La traviata, Nemorino i Elskovsdrikken, Tjaplitskij i Spar dame, Leander i Maskarade, Belfiore i Rejsen til Reims, Narraboth i Salome, titelpartiet i Werther, Greven i Rigoletto, Rodolfo i La bohème, Macduff i Macbeth og Alfred i Flagermusen.
Som koncertsanger har han sunget i oratorier som Händels Messias, Mozarts Requiem, Gounods Ceciliamesse, Nielsens Fynsk forår, Rossinis Petit Messe Solenelle, Puccinis Missa di Gloria og Bachs Juleoratorium.
Han har modtaget flere priser og legater som Edith Allers Mindelegat, Kgl. Kammersanger Holger Bruunsgaards Mindelegat og Aksel Schiøtz Prisen.
Hvad kan opera?
Opera giver os mulighed for at udforske de store livsforandrende følelser. På samme måde som filmmediet, og så alligevel ikke. I opera kan vi fordybe os i de korte øjeblikke i livet, der ændrer alt. Hvis en film brugte så meget realtid på et følelsesmæssigt brændpunkt, ville det være mærkeligt. I film er man nødt til at forklare det, der ER sket, eller VIL ske. I opera kan vi dvæle. Det bliver ofte brugt mod opera (”Jeg dør, jeg døøøøør!”), men går man med på operaens præmis, så giver det en unik mulighed for at køre de store øjeblikke i slowmotion.
Mest fantastiske oplevelse på scenen?
I sidste sæson sang jeg for sjette gang Alfredo i La traviata. Anne Margrethe Dahl sang Violetta. Anne er MIN Violetta. Vi har lavet La traviata sammen 50-60 gange. Man kender hinanden ud og ind. Karaktererne og musikken. Det blev min største aften på scenen. Det var som om vi svævede 10 cm over scenen, og taget løftede sig. Vi VAR Violetta og Alfredo. Det var magisk. Kapellet fulgte os i tykt og tyndt, og vi kunne mærke publikum trække vejret med os. Anne sang sin bedste Violetta. Det er den slags oplevelser, der får én til at elske sit fag.
I hvilken retning skal opera udvikle sig mellem tradition og fornyelse?
Jeg interesserer mig meget for antikviteter. Samler og restaurerer selv med respekt for deres identitet. Jeg respekterer deres udtryk, men de giver mig alligevel store oplevelser i mit liv, i min tid. De rummer en ekspertise og en passion. Jeg studerer dem og sætter mig ind i deres historie. Jeg dyrker deres fortælling. Hvis jeg maler dem over med en moderne farve, eller filer dem til, mister de sit sande udtryk.
For mig er operaer som er skrevet før vor tid historiske. Vi kan genskabe dem efter bedste evne, så de lever.
De følelser opera beskriver er eviggyldige. Der kan være kontekster og sammenhænge som er forældede (tjenestefolk, gudsfrygtighed, sprogbrug), men vi forstår alligevel, for vores følelser i dag er ikke meget anderledes end for de mennesker, som operaerne beskriver.
Tre vigtige roller i dit operaliv?
Rodolpho i La bohème. Det er jo enhver tenors drøm at synge ham. Det er så vidunderligt at blive løftet rundt på Puccinis brede og følelsesladede harmonier. Har sunget ham mange gange i både Melbyes udgave, og nu i Lintons nye version. Og hver gang bliver man rørt helt op, og kommer tættere på sig selv.
Alfredo i La traviata. Han er så ærlig. Han gennemgår alle faser af ægte kærlighed, og af at miste den igen. Jeg elsker La traviata. Den storladne modne Verdi ligger under overfladen, men vi bliver her i ungdommens hudløse univers. Mit favoritsted, hvor jeg altid står i kulissen og tuder, mens jeg venter på min entré, er i 4.akt, hvor Violetta indser, at hendes liv er slut i arien ”Addio del passato”. Her viser Verdi alt i musikken. Pulsen der siver ud af hendes krop, og døden der står udenfor og venter.
Leander i Maskarade. Elsker det Holbergs København, der beskrives, og at synge på mit eget sprog i Nielsens umiskendeligt danske musik. Intrigerne og forholdet mellem Henrik og Leander, herre og tjener, som mere er et herligt og vildt venskab.
Nåede at synge Leander i de ældgamle kulisser fra 30erne på Gamle Scene sidst i 90erne. Inden da, lige da jeg var startet på Operaakademiet, blev vi 1.års elever spurgt om at være ekstrastatister/gæster på Maskarade i det lille teater på scenen i 3.akt til Ib Hansens afskedsforestilling. Glemmer det aldrig. Han måtte synge ”Fordum var der fred” to gange, bifaldet ville ikke lægge sig, og Ib stod og græd. Sikken entré i min kommende teaterfamilie.
Din favoritsanger?
Luciano Pavarotti. Jeg vil gå så vidt, at han er årsagen til, at jeg blev sanger. Af alle dem jeg hørte og lærte af i min ungdom, var det Pavarottis stemme, teknik og naturlige klang, der imponerede mig allermest. Man kan sige meget om den flødebolle, men hans teknik og stemme, ikke i de helt unge år, hvor han var meget frygtløs, og ikke de sidste ekstensiverede krampetrækninger, men da han var omkring 50 år, er uovertruffent. Det rammer mig dybt.
Den bedste opera?
Der er en flok… KAN ikke pille én ud… Puccini. Verdi. Wagner… Umuligt…
Læs mere om Niels Jørgen Riis.