Mezzosopran
Født og opvokset i Trondheim, Norge
Debuterede på Det Kgl. Teater som 3.dreng i Tryllefløjten i sæsonen 1988/89
Hvad er opera for dig?
Opera for mig er essensen af al scenekunst. Billeder, bevægelse, lyd i en skøn samklang. Opera skal spejle alle de følelser, vi har, og alt det der bevæger sig i tiden. Ikke kun det smukke, men også det, der forstyrrer, provokerer og morer os.
Og man skal være i en operasal for at opleve det. Man skal ind i den smukke og overvældende ramme, der er i de fleste operahuse. Og have den fysiske oplevelse af et stort orkester og den klassiske skolede stemme, som fylder salen.
Jeg har i hele min karriere følt det som et kæmpe privilegium at få lov til at arbejde med alle de følelser vi har brug for at dyrke i opera. Alt det som bor i alle mennesker, kan jeg som sanger føle, dyrke og gå i dybden med for at tolke de roller jeg synger.
De mest forunderlige opera-produktioner?
Efter så mange år på scenen husker jeg både fantastiske, gode, knap så gode og sjove oplevelser.
Et af de rigtig gode minder er fra første jeg sang Rosenkavaleren. Det var tidligt i min karriere, og jeg kom ind i produktionen på et afbud. Det var på Chatelet-operaen i Paris og de andre roller var stjernebesat med bl.a. Felicity Lott som Marskalinden. Det er uforglemmeligt at bo og leve i Paris, at have de sødeste kolleger og være på den smukkeste produktion.
Når det gælder sjove oplevelser, kan for mig intet slå Det Kgl. Teater og Pountneys Tristan og Isolde som vi lavede på Gamle Scene. Det var en produktion der var forfulgt af uheld og sygdom og
Kasper Holten som den gang var regi-assistent, var på prøverne skiftevis Tristan og Isolde og alleryndigst i Isoldes røde kjole. Repetitøren sang på generalprøven hele Tristans parti og det er et langt parti. Der var strejke i orkesteret, drejescenen svigtede. Det var endeløst og det ene problem tog det andet.
Jeg nåede at synge sammen med 4-5 Isolde’r i den produktion og jeg vidste aldrig, hvad der ventede når jeg tog ind til forestilling. Og grunden til at jeg kalder det en sjov oplevelse, er nok fordi at det uforudsete ofte giver en ekstra tænding på scenen. Sådan tror jeg i hvert fald mange af os har det.
Dine vigtigste roller?
Carmen er en rolle man går ind til med ærefrygt. Det er ingen nem rolle og den skal gøres personlig. Ellers kan det nemt blive alt for klichefyldt.
Jeg har lavet Carmen mange steder og i forskellige produktioner og med mange tenorer, som har gestaltet Don Jose. Jeg har været meget tæt på dem alle sammen. Det skal man være, hvis forholdet mellem Don Jose og Carmen skal være troværdigt. Efter min mening er det en af de operaer, som er mest afhængig af, at der er god kemi mellem hovedrolleindehaverne.
Octavian i Rosenkavaleren var ”min” rolle i mange år. Denne dreng som bliver til mand i løbet af tre timer. En af de ting der afgør om rollen man synger bare er almindelig god eller fantastisk, er at der skal ske en udvikling med personen i løbet af operaen. Så fortælles historien rigtigt.
Alle de Wagner-roller jeg har lavet. Efter at jeg startede med at synge Wagner føltes det som om min stemme havnede der, hvor den skulle være. Nemlig et sted hvor jeg følte jeg kunne bruge mig selv fuldt ud.
Ellers har jeg altid været meget glad for at forsøge at gøre det mest optimale af de mindre roller. Mezzoens plads er jo ofte to skridt bag sopranen, og det har for mig været lige så stor en udfordring, som de større roller jeg har sunget. Det at kunne gøre den mindre rolle til en person publikum også husker og som træder frem når hun skal, men som samtidigt er et fundament for fortællingen og hovedpersonen.
Dine favoritsangere?
Jeg har mange. Janet Baker og Kathleen Ferrier for deres helt specielle og personlige tolkninger af musik og for deres varme mezzo-klang.
Kirsten Flagstad er et stort forbillede. Ikke kun på grund af den fabelagtige stemme, men også fordi hun gik så meget igennem i løbet af sin lange karriere. Et rigtigt menneske som var stærkt og som stod fast. Og så sang hun så orkesteret på The Met stoppede med at spille da de hørte hende første gang.
Jonas Kaufmann er lige som en tenor skal være. Den mørke lød og det kæmpe overskud han har.
Barbara Hannigan er en artist som også synger. Hun er så kreativ i sin musikalitet, at man ikke kan undgå at blive begejstret og inspireret.
Læs mere om Randi Stene.