Basbaryton
Født 1983 og opvokset i Frederiksværk, Nordsjælland.
Uddannet på Operaakademiet hos Susanna Eken og fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium hos Bodil Øland. Debuterede på Det Kongelige Teater i 2011. Var gæstesolist på Det Kongelige Teater fra 2015, og siden sæson 2017/2018 medlem af solistensemblet på Det Kongelige Teater.
Simon har sunget Seneca i Poppeas kroning på Københavns Musikteater, Leporello i Don Juan og Don Alfonso i Così fan tutte på Opera Hedeland, Colline i La bohème på Den Jyske Opera og Domingo i Farinelli og Dulcamara i Elskovsdrikken i Tivolis Koncertsal.
På Det Kongelige Teater har Simon Duus sunget roller som Henrik i Maskarade, Zeta i Den glade enke, Truffaldino i Ariadne på Naxos, Papageno i Tryllefløjten, Guglielmi og Don Alfonso i Cosí fan tutte, Escamillo i Carmen, Don Basilio i Barberen i Sevilla, Jens Grand i Drot og marsk, Figaro i Figaros bryllup og Colline i La bohème.
Simon har desuden en omfattende karriere som koncertsanger og har blandt andet sunget i Concertgebouw i Amsterdam med Radio Filharmonisch Orkest samt med Aarhus Symfoniorkester, DR Symfoniorkestret, European Union Baroque Orchestra.
Simon har modtaget flere priser, herunder Årets Reumert Talentpris og Musikanmelderringens Kunstnerpris. Simon Duus modtog i 2013 desuden det prestigefyldte ”Bayreuth-legat” uddelt af Det Danske Wagner Selskab.
Hvorfor er opera vigtigt?
Fordi opera viser frugten af et stort fællesskab, der samarbejder for at give publikum en oplevelse som kombinerer en ufiltreret, direkte lyd med historier, der både fascinerer, underholder og gør os klogere på vores egen eksistens. Musikken og sangen forstærker udtrykket med en særegen intensitet og intimitet.
Det mest udsædvanlige du har oplevet på en scene?
Okay, det bliver et lidt navlepillende svar: Hver gang jeg har sunget Leporello i Don Giovanni og gennemlever slutscenen er jeg altid følelsesmæssigt påvirket bagefter. Jeg har flere gange oplevet, at musikken og iscenesættelsen “overtager” min fantasi og jeg ikke skal producere følelserne, men at de kommer af sig selv. Det føles virkeligt som om Don Giovanni bliver trukket til Helvede. Rimelig flippet. Bravo Mozart!
I hvilken retning skal opera udvikle sig mellem tradition og fornyelse?
Det er vigtigt at vi fortsat spiller klassikerne, de forankrer os i historien og deres kvalitet er en grund til at de har overlevet i flere århundreder. Og samtidig skal vi sørge for, at der fortsat er en levende nutidig skabelsesproces. Når det handler om selve iscenesættelserne, så kan både de traditionelle produktioner og de nyskabende have deres berettigelse.
Hvem er dine yndlingssangere?
Bryn Terfel og Ildebrando d’Arcangelo. Og hvis jeg må nævne 2 skuespillere ved samme lejlighed. Chris Pratt og Neil Patrick Harris.
Hvilken er din yndlingsopera?
Figaros bryllup af Mozart. Når jeg en dag, forhåbentlig om mange år, skal afslutte min karriere som operasanger, så håber jeg, at jeg har sunget samtlige roller for den mørke mandsstemme i alle tre geniale operaer af Mozart og da Ponte: Figaro, Greven, Bartolo og Antonio i Figaros bryllup (1786), Leporello, Masetto, Kommandanten og titelrollen i Don Giovanni (1787) og Don Alfonso og Guglielmo i Così fan tutte (1789). Two down, eight to go.