Sofie Elkjær Jensen

Sopran

Født og opvokset i Slagelse. Debuterede på Det Kongelige Teater i 2010 som Papagena i Mikael Melbyes opsætning af Mozarts Tryllefløjten.

Uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2008 og Operaakademiet i 2011. Hun blev fastansat i solistensemblet på Det Kongelige Teater i 2016. 

Sofie har blandet andet sunget titelrollen i Janáčeks Den fiffige lille ræv, Micaëla i Bizets Carmen, Musetta og Mimi i Puccinis La bohème, Vela i Kuhlaus Lulu, Gilda i Verdis Rigoletto, Marguerite i Gounods Faust og Mozartpartierne Susanna i Figaros bryllup, Pamina i Tryllefløjten og Fiordiligi i Così fan tutte.

Hvorfor er opera vigtig?
Opera er vigtig, fordi den er et spejl, der fortæller os om samfundet, om magtforhold og om menneskelige relationer. Den lærer os at være empatiske og romantiske, og den får os til at grine og græde. Det er en kunstform, der fungerer lige så godt nu, som da den blev skrevet. For eksempel handler Figaros bryllup om overklassen kontra den tjenende klasse, og om hvordan overklassen prøvede at bruge sin status til at få sex og magt. Det er i den grad stadig et samfundsrelevant emne.

Selvom det på overfladen kan virke som om opera handler om gamle dage, eventyr, konger og grever, så handler det jo om mennesker af kød og blod. Om kærlighed, liv, død, psykisk sygdom og om livets store kriser og glæder. Musikken er med til at understøtte stemningerne og ordene, så historierne ikke bare taler til vores intellekt, men også til vores hjerte.

Det mest mærkelige eller magiske, du har oplevet på scenen?
Det var en mærkelig og magisk oplevelse at være nøgen på scenen til Powder Her Face. Jeg skulle tage tilløb til det og jeg udskød det til langt hen i prøveforløbet. Men til sidst endte det med, at jeg slet ikke tænkte over det, for musikken var så kompliceret, at jeg skulle være helt fokuseret på dirigenten. Og så var det på en måde en ret befriende og vild fornemmelse.

Jeg oplever tit magi på scenen, især når musikken er smuk som i La bohème. Der er flere gange, hvor jeg ikke kan lade være med at knibe en lille tåre hen mod slutningen, når hovedpersonen Mimi ligger tapper på sit dødsleje, i armene på sin elskede Rodolfo.

Hvor ser du operaen mellem tradition og fornyelse?
Jeg synes, at der i mange årtier er blevet gjort et stort arbejde for at bringe operaen ind i vores samtid. Men nogle gange er det rart at kunne læne sig tilbage i sædet og nyde den visuelle storslåethed med store, smukke kjoler og overdådige kulisser. Det allervigtigste er at fortælle historien, og så længe vi holder fast i det, så vil fornyelsen ske helt af sig selv, fordi den historie, vi vil fortælle, helt naturligt afspejler noget i den tid, vi lever i. Men vi skal holde fast i traditionen om at synge uforstærket og de fine musikalske traditioner, der er blevet holdt i hævd siden komponisternes tid.

Hvem er din favoritsanger og hvorfor?
Maria Callas, fordi hun var magisk og menneskelig og uperfekt.

Hvilken er din yndlingsopera?
La traviata af Verdi, Fordi jeg altid skal sidde klar med lommetørklæder fra starten af ouverturen og fordi jeg håber, at jeg en dag bliver dygtig nok til at synge hovedpartiet som Violetta.